Golfspillerne Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard er indstillet til BT Guld for at have vundet den nye golfturnering Golf Sixes, hvor nogle af de bedste spillere fra 16 lande deltager. Olesen og Bjerregaard gik videre fra gruppespillet og besejrede derefter Frankrig, Italien og til sidst Australien på vejen mod den samlede sejr.

Sammen med vennen Thorbjørn Olesen strøg Lucas Bjerregaard til tops ved den første udgave af GolfSixes i maj i London. Her genfortæller Lucas Bjerregaard sine oplevelser i forbindelse med turneringen.

»Egentlig skulle jeg slet ikke have repræsenteret Danmark ved den første udgave af Golf Sixes på Centurion Golf Club i England i maj, men da Søren Kjeldsen på samme tid deltog i turneringer på PGA Touren i USA, blev det mig, der sammen med Thorbjørn Olesen skulle udfordre store golfnationer som England, Spanien, Sydafrika og Sverige.

»Jeg fortryder ikke, at jeg sagde ja. Oplevelsen blev nemlig uforglemmelig.«

»Men rent faktisk vidste Thorbjørn og jeg ikke helt, hvad det var, vi gik ind til, da vi på konkurrencens første dag kørte den tre kvarter lange vej fra vores respektive hjem i London ud til banen. Vi blev dog glædeligt overraskede.«

»Stemningen på anlægget var, i modsætning til det, vi nogle gange oplever ved turneringerne på European Touren, dejlig afslappet med masser af børn, og når vi skulle slå til boldene, blev der ofte larmet lige så meget, som briterne gør, når de overværer fodboldkampe. Hvis der til OL på et tidspunkt indføres en konkurrence i par-golf, vil dette format bestemt ikke være uinteressant, fordi hver holdkamp kun varer en time, består af seks-hullers-dueller og er let at forstå for mennesker, der ikke er specielt golfkyndige.«

»I første kamp skulle vi møde Indien med Chawrasia og Chikkarangappa på holdet, og vi skulle lige mærke på kroppen, hvad vi var gået ind til. Jeg husker det som en af vores bedste kampe, og der var god spænding på, inden vi sikrede os en smal sejr på 1-0.«

Foto: Andrew Boyers
Vis mere

»Så var vi klar til kvartfinalen mod Frankrig, der stillede med Alexander Levy og Grégory Bourdy. Inden det sidste af de seks huller førte vi med ét point. Det hele var åbent, indtil de slog bolden i bunkeren, hvorefter Thorbjørn rimelig koldt puttede sejren på 2-1 i hus. Semifinalen mod italienerne Matteo Manassero og Renato Paratore vandt vi også 2-1, og så var vi i finalen.«

»Pludselig ændrede stemningen sig fra det mere løsslupne til det mere seriøse. Der var jo ikke blot 200.000 euro, men også en betydende titel på spil. Men tankerne om den million, Thorbjørn og jeg hver især havde mulighed for at vinde, lod vi os ikke distrahere af. Hvis vi havde gjort det, er jeg bange for, at vi havde rystet på hænderne, og det var der i situationen ikke brug for, at vi gjorde.«

»I kampen mod Australien, der stillede med Sam Brazel og Scott Hend, kom vi skidt fra start. Faktisk var vi efter de tre første huller bagud 0-1. Men på det fjerde hul lavede de en kæmpe fejl, og i den resterende del af matchen var det os, der var oven på.«

»Der var godt med jubel bagefter. Derefter kørte vi hjem, skiftede tøj og tog på restaurant i selskab med min kæreste Henriette og min caddie Tom. Det var bare os fire. Men vi havde en rigtig god aften, og jeg værdsætter sejren rigtig meget.«

»Det er fedt at dele en triumf med en god ven som Thorbjørn. Men personligt er min sejr på European Tour ved Portugal Masters i september af mindst lige så stor betydning. Her havde jeg ikke Thorbjørns rutine at støtte mig op ad, men kun mig selv.«

Derfor fortjener vi at vinde

Sammen med vennen Thorbjørn Olesen strøg Lucas Bjerregaard til tops i den første udgave af holdturneringen GolfSixes.

»Den bedrift, som Thorbjørn og jeg leverede på banen tre kvarters kørsel fra London, er historisk og noget, som ingen danskere tidligere har præsteret,« siger Lucas Bjerregaard og tilføjer:

»Jeg er udmærket klar over, at vi næppe hædres med BT Guld. Konkurrencen er hård. Men vores præstation var stor. Allerede nu er det besluttet, at GolfSixes også skal spilles i 2018. Jeg bliver meget skuffet, hvis ikkeThorbjørn og jeg får mulighed for at forsvare titlen sammen.«

Foto: EDGAR SU
Vis mere

Jeg ville pege på Viktor Axelsen eller Caroline Wozniacki som vinder af BT Guld...

Fra sit domicil i London følger Lucas Bjerregaard dansk idræt tæt.

»Jeg er ud af en sportsfamilie. Min bedstefar (Jiri Justra, red.) var i mange år ishockeytræner i min hjemby Frederikshavn, og inden jeg begyndte at spille golf, afprøvede jeg - desværre uden større held - mit talent indenfor ishockeysporten,« siger Lucas Bjerregaard.

På listen over navne, der har muligheden for at blive hædret med BT Guld, har han to favoritter.

»Jeg er imponeret over badmintonspilleren Viktor Axelsen. Tænk at han kan blive verdensmester i herresingle, hvor der er ekstrem hård konkurrence fra ikke de mindst kinesiske og malaysiske spillere,« siger Lucas Bjerregaard, der også mener, at tennisspilleren Caroline Wozniacki leverede på verdensklasseniveau i 2017.

»Hun kvalificerede sig til ikke færre end otte WTA-finaler, og avancerede til en tredjeplads på verdensranglisten. Desuden røg hun til tops ved WTA Finals i Singapore. Ofte må hun lægge ryg til kritik fra medier og tenniseksperter, men det virker, som om hun er totalt ligeglad. I hvert fald lader hun sig ikke påvirke negativt af al den diskussion, der er omkring hendes person og de sportslige bedrifter,« siger Lucas Bjerregaard.