Efter en finalerunde i ti slag over par røg Rasmus Højgaard søndag langt ned i stillingen i WGC Championship.

Rasmus Højgaard fik søndag en rigtig skidt afslutning på den store turnering WGC Championship.

Det danske golftalent gik fjerde og sidste runde i hele ti slag over par efter blandt andet at have lavet en femdobbelt bogey undervejs.

Det sendte Højgaard, der i forvejen befandt sig i den kedelige ende af stillingen, ned blandt de allersidste med en samlet score i 12 slag over par. Han slutter som nummer 67 ud af de 71 deltagere i den amerikanske turnering.

Derimod gik det langt bedre for det norske stortalent Viktor Hovland, der kom gennem de sidste 18 huller i fem slag under par.

Hovland slutter dermed på en delt andenplads i samlet 15 slag under par. Det er fjerde gang i denne sæson, at den 23-årige nordmand sikrer sig en placering i top-ti.

Amerikanske Collin Morikawa kunne han dog ikke røre. Morikawa startede fjerde runde som den førende og fastholdt førstepladsen efter en runde i tre slag under par. Samlet endte han i 18 slag under par.

WGC Championship er en del af World Golf Championship-serien, der byder på fire årlige turneringer, som er blandt de mest pengestærke inden for herregolf. Det er første gang, at Rasmus Højgaard stiller til start i en af disse.

Golfsportens største navne deltog også, og på søndagens runde blev Tiger Woods, som tidligere på ugen var involveret i en trafikulykke, hædret af adskillige spillere.

De spillede fjerde runde i sorte bukser og røde trøjer, Woods' foretrukne kombination, og slog med bolde, hvorpå der stod "Tiger".

Det amerikanske golfikon pådrog sig i ulykken alvorlige skader i det ene ben. Han oplyste fredag, at han er "ved godt mod", efter at han tirsdag gennemgik en lang operation efter soloulykken i Californien.

Præmiepuljen i WGC Championship er på 10,5 millioner dollar, hvilket svarer til 64 millioner kroner. Collin Morikawa får som vinder cirka 11 millioner kroner.

/ritzau/