Nicolai Højgaard vandt søndag sin første turnering på European Tour med sejren i Italian Open.

Det krævede en tur igennem hele følelsesregistret for Nicolai Højgaard, da han søndag triumferede i Italian Open, som samtidig blev hans første European Tour-sejr.

Det siger han til Viasat kort efter, at sejren var en realitet.

Følelserne kom særligt til udtryk, da danskeren skulle lægge den sidste og afgørende bold i hullet på 18. hul.

- Jeg har været nervøs mange gange før, men aldrig på samme måde, som jeg var ved det sidste put. Jeg kunne næsten ikke bevæge min putter på det sidste slag, lyder det.

Sejren kommer blot en uge efter, at hans tvillingbror, Rasmus Højgaard, vandt i Schweiz.

Sammen med broren har han været med til at skrive et stykke historie. Aldrig før har to brødre vundet to uger i træk.

- Jeg blev følelsesladet, efter at jeg havde puttet den sidste bold i hul. Jeg kunne nemlig se min bror blandt publikum, siger han om oplevelsen.

Rasmus Højgaard var også en del af turneringen, men havde færdiggjort sin sidste runde tidligere søndag. Han endte samlet seks slag under par.

Undervejs på fjerde og afgørende runde af turneringen var Nicolai Højgaard tæt på at sætte sin føring over styr, da han lavede to bogeys på 14. og 15. hul.

- Det fik mig til at sætte yderligere pres på mig selv og fik mig til at tænke over, hvad der nu skulle ske, siger han.

Men forud for sidste hul tog den 20-årige dansker en snak med sin caddie.

- Vi blev enige om, at vi skulle bruge en birdie på sidste hul. Det var vi nødt til, lyder det.

Birdien kom efterfølgende i hus, og derfor kunne han knytte næven som vinder af Italian Open.

- At færdiggøre arbejdet er noget, som jeg har drømt om hele mit liv.

- Jeg fik en sen invitation til turneringen, og så har jeg bare formået at levere solidt spil næsten hele vejen igennem, siger en lettet Højgaard.

/ritzau/