EM-guldet hentet af seks danske pigespillere er udnævnt som den største danske golfpræstation i 2019.

Det var både overraskende og historisk, da det danske pigelandshold i golf tidligere i år hentede guldmedaljer med hjem fra EM i Spanien.

Torsdag understregede guldholdet deres plads i dansk golfhistorie, da holdets præstation blev udnævnt til den største danske golfpræstation i 2019.

Det skete, da pigelandsholdet bestående af Anne Normann, Amalie Leth-Nissen, Cecilie Leth-Nissen, Natacha Høst Husted, Olivia Grønborg og Alberte Thuesen fik tildelt Den Gyldne Golfbold ved et arrangement i Idrættens Hus i Brøndby.

De øvrige nominerede var Sebastian Cappelen, som kvalificerede sig til PGA Tour og Benjamin Poke, som vandt kvalifikationsskolen til European Tour.

Men valget faldt på pigelandsholdet grundet det historiske islæt, som holdets sejr var forbundet med.

Det siger Claus Rødgaard Thomsen, der sidder i bestyrelsen i Sportsjounalisternes Golfklub og er pressechef i Dansk Golf Union, i forbindelse med overrækkelsen.

- Et flertal vurderede, at guld ved et pige-EM var den største præstation, fordi vi ikke har gjort det før. Det er det, som er udslagsgivende for, at det er en pionerpræstation, siger han.

Guldholdets 18-årige Natacha Høst Husted blev både glad og overrasket, da hun tidligere i december modtog en mail om, at hun sammen med sine fem landsholdskolleger var blevet valgt som modtager af Den Gyldne Golfbold 2019.

- Det var surrealistisk at få at vide, at det var os, der fik den. Det havde jeg ikke set komme.

- Der er blevet præsteret så meget godt i løbet af året, så jeg havde ikke tænkt over, at det var aktuelt. Så jeg er glad for, at man som amatørspiller kan få prisen, siger Natacha Høst Husted.

Det er andet år i træk, at Den Gyldne Golfbold bliver vundet af landsholdsspillere. I 2018 gik prisen til guldtrioen Rasmus Højgaard, Nicolai Højgaard og John Axelsen, der vandt hold-VM.

Den Gyldne Golfbold gives for årets danske golfpræstation. Prisen blev første gang uddelt i 1966, hvor Hans Stenderup modtog bolden.

Siden har navne som Thomas Bjørn, Iben Tinning og Søren Kjeldsen modtaget prisen.

/ritzau/