Thorbjørn Olesen er tiltalt efter to voldsparagraffer.

Det viser anklageskriftet i sagen om den danske golfspiller. Det skriver Jyllands-Posten.

Der er tale om to voldsparagraffer, der dog ligger i den milde ende. Danskeren er tiltalt, for det der på engelsk kaldes 'sexual assault on a female' (seksuel berøring uden samtykke, red.) og 'assault by beating' (fysisk overfald, red.)

Derudover er Thorbjørn Olesen tiltalt for at været fuld ombord på British Airways-flyet fra Nashville til Heathrow den 29. juli. Da flyet landede, blev Thorbjørn Olesen anholdt af politiet.

Den danske golfstjerne blev hentet af politiet, der ventede ved gaten, og efterfølgende blev han afhørt, inden politiet løslod ham igen.

Siden modtog han et brev, hvori der stod, at han skal møde op ved Uxbridge Magistrates' Court i London den 21. august, hvor sagen skal for retten.

Den værste konsekvens af sagen kan være, at Thorbjørn Olesen kan ryge i fængsel.

For tiltalen omkring berøringen uden samtykke, kan den værste konsekvens være fængsel i op til seks måneder. Dog er det også muligt, at Thorbjørn Olesen blot idømmes en bøde.

Det samme gør sig gældende i forhold til tiltalen om overfald. Tiltalen dækker over et overfald af mindre karakter, hvor offeret ikke er kommet til skade.

Kendes Thorbjørn Olesen skyldig i at have været fuld, da han var ombord på flyet, betyder det en bødestraf til danskeren, der i værste fald kan få et år i fængsel.

»Thorbjørn har samarbejdet fuldt ud med politiet i forbindelse med deres efterforskning, men han kan desværre ikke udtale sig om sagen, før den er behandlet i det engelske retssystem,« har Thorbjørn Olesens advokat fra BCL Solicitors LLP, Paul Morris, tidligere fortalt til B.T.

Som følge af den igangværende sag er Thorbjørn Olesen senest blevet udelukket fra Scandinavian Invitation i Göteborg, hvor han ellers var hovednavnet. Han er derudover suspenderet fra alle turneringer ved European Tour, indtil sagen er afgjort.