Det er noget af det mest blærede, man kan lave på en golfbane. Og så gør hun det minsandten i en af de mest prestigefyldte turneringer!

Danske Emily Pedersen er flyvende i den stjernespækkede Solheim Cup, kvindernes pendant til Ryder Cup, hvor USA kæmper mod Europa.

På 12. hul i sin runde i fourball leverede den 27-årige dansker en vaskeægte hole in one, og det skabte selvfølgelig eufori hos danskeren, som skreg sin eufori ud sammen med sit jublende team. Se videoen herunder.

 Man skal 10 år tilbage for at finde den seneste hole in one i den prestigefyldte turnering. Inden sin flotte hole in one havde Emily Pedersen forbløffet de millioner tv-seere og tilskuerne på banen i Spanien med et formidabelt indspil meget tæt på pinden på et af de foregående huller. 

Emily Pedersen er den eneste danske repræsentant på det europæiske hold. Det er tredje gang, hun er med i turneringen, som begyndte fredag med fire foursome-opgør, hvor USA gjorde rent bord og sejrede i alle fire opgør, hvor Emily Pedersen var med.

Turneringen varer tre dage. Fredag og lørdag spilles der foursome om morgenen og fourball om eftermiddag. Søndag afgøres dysten med 12 singlematcher.

I fourball spilles der igen to mod to, men hver spiller benytter kun sin egen bold. Når hullet afsluttes, er det den bedste score blandt de fire spillere, som vinder hullet. I skrivende stund er Emily Pedersen fortsat i aktion.

USA havde inden i år vundet 11 af de hidtidige 17 udgaver af den prestigefulde turnering, men Europa har vundet de seneste to gange.