Lee Westwood, Padraig Harrington, Graeme McDowell og Luke Donald er udtaget som vicekaptajner til Ryder Cup.

København. Den danske kaptajn for det europæiske Ryder Cup-hold i golf, Thomas Bjørn, har udtaget yderligere fire vicekaptajner til dysten mod USA i slutningen af september.

Danskeren skal have hjælp og støtte af Lee Westwood, Padraig Harrington, Graeme McDowell og Luke Donald, skriver European Tour på sin hjemmeside.

Her vil de gøre Robert Karlsson selskab. Han blev tidligere udtaget til Bjørns hold af erfarne folk, der skal forsøge at hjælpe spillerne til at vinde Ryder Cup på den franske golfbane Le Golf National.

- Alle fem er bredt respekteret i sporten, alle er nuværende spillere, som er velkendte af de spillere, der vil komme på vores hold i september, og de har også alle en viden og forståelse for, hvad de kan forvente af golfbanen på Le Golf National, siger Thomas Bjørn til European Tours hjemmeside.

Det blev offentliggjort i december 2016, at Thomas Bjørn skulle være kaptajn på det europæiske Ryder Cup-hold i 2018.

/ritzau/