Mange sportsstjerner har gjort det. Og nu er Brooks Koepka en af dem.

Golfstjernen har smidt tøjet og poserer uden en trevl på kroppen for ESPN Body Issue.

På sin Instagram-profil har han delt et af billederne, som kan ses i bunden af artiklen, og han fortæller, hvad der fik ham til at stille sig foran kameralinsen på den måde.

»Det er en af de ting, hvor der er så mange folk, der snakker lort på de sociale medier, og de ville ikke have nosserne til det. Og de ville ikke se så godt ud,« siger Brooks Koepka til New York Post.

Udmeldingen kommer i kølvandet på, han fik en del kritik for netop at skulle have taget de billeder. Noget, der betød, at han tabte sig inden, hvilket fik eksperter til at kalde det 'den dummeste sabotage mod sig selv'.

Men det var Brooks Koepka - der lige nu ligger nummer et i verden - tilsyneladende ligeglad med.

»Det var noget, jeg nød. Jeg så frem til det i flere måneder. Det er noget, jeg bestemt ikke fortryder. Jeg har nydt at se billederne over de sidste par måneder og også at se resultaterne af alt det hårde arbejde,« siger han.

Billedet på Instagram har givet en masse kommentarer, og en af dem kommer fra kæresten Jena Sims.

'Vi er ved at blive gode til disse små garderobefejl,' skriver hun kækt med henvisning til, det ikke er første gang, en af parterne optræder på billeder uden meget tøj på.

Tilbage i april delte de blandt andet et billede, hvor netop Jena Sims sidder på sin kærestes skød med bar overkrop.

Det nye nummer af ESPN Body kommer den 4. september, og dermed skriver Brooks Koepka sig ind i en lang række af atleter, der har poseret foran kameraet uden tøj.

Det samme har blandt andre skistjernen Lindsey Vonn og den danske tennisstjerne Caroline Wozniakci, der begge har været i Sports Illustrateds legendariske Swimsuit edition, hvor hun kun var iført bodypaint. Her blev hun sammen med Caroline Wozniacki malet og fotograferet på øen St. Vincent.

Caroline Wozniacki har også poseret for ESPN Body Issue, hvilket skete tilbage i 2017, hvor formålet var at hylde forskellige veltrænede idrætsudøveres kroppe i en kunstnerisk form.

»Det er gået op for mig, at jeg ikke kan bruge tid på at stresse over noget, jeg ikke har, og i stedet bare omfavne det jeg har. Det er in at have former nu. Det er in at se sund ud. Hvis jeg ikke ligner en supermodel på catwalken, er det OK, for jeg ser godt ud på min egen måde,« sagde Caroline Wozniacki dengang.

Faktisk har den danske tennisstjerne været med til at rådgive andre, der har poseret for Sports Illustrated.

For i 2017 poserede canadiske Genie Bouchard for bladet, og inden da fik hun sig en god snak med netop danskeren om det at være en af de udvalgte atleter til bladet.