29. april 2019.

En dato, der står printet i golfspilleren Chris Kirks erindring.

For det var den dag, han besluttede sig for, at det skulle være slut med at drikke.

Det fortæller han i et stort interview med PGA Tours. Tilbage i maj valgte Chris Kirk nemlig for en periode at trække stikket til sin sport for at få bugt med sine dæmoner. Han led af angst og depression, og når han førhen prøvede at stoppe, gik der ikke mange uger, før han igen tyede til flasken.

Chris Kirk har haft et hårdt år.
Chris Kirk har haft et hårdt år. Foto: JOHANNES EISELE
Vis mere

Hans egen forklaring på, at det gik galt, er blandt andet, at han ligesom mange andre atleter er perfektionist.

De vil vinde. En mentalitet, Kirk også har, og i 2014 og 2015 gik det strålende for ham på både banen og i det private, hvor han havde mødt konen Tahnee, som han begyndte at stifte familie med. De har tre sønner, og da de ældste begyndte i skole, ændrede livet sig drastisk for Chris Kirk, der var mere og mere ude at rejse, mens konen passede børnene derhjemme.

»Jeg gik fra det her perfekte scenarie, som jeg altid havde drømt om, til at være væk - alene - 30 uger om året. Jeg havde det sådan: 'Det var ikke en del af planen. Det var ikke det, jeg ville',« fortæller han.

»Jeg tror, det accelererede min trang til at drikke, og min form og mit mentale helbred røg ned, mens der blev skruet op for at drikke. Jeg spillede stadig nogenlunde godt, men ikke på det niveau, jeg var på blot år forinden,« siger Chris Kirk ærligt.

Foto: JIA RU
Vis mere

Og så ramte angsten ham. Angsten for at fejle på banen eller gå bankerot. Tanker, han drak væk, men han drak aldrig så meget, at han ikke kunne få hverdagen til at fungere. I 2017 eskalerede det yderligere, da øl blev skiftet ud med vin og hård spiritus. I november 2018 prøvede han at stoppe, men uden held.

»For en alkoholiker er det sådan, at hvis du stopper med at drikke, når du er alene, og du ikke rigtig laver andet og bare kæmper hver dag, bliver alt værre. Det var tilfældet for mig. Min angst omkring golf. Min angst omkring penge. Min angst omkring mine forhold. Det hele spidser bare til. Jeg var et meget skidt sted, og mentalt havde jeg det langt værre, når jeg drak,« fortæller Chris Kirk.

I dag er situationen anderledes. Han er ude på den anden side, og han har ikke drukket siden den 29. april. Dagen, der blev vendepunktet for ham.

»Det er en dato, der har klæbet sig fast til min hjerne, og som nok bliver der længe,« siger 34-årige Chris Kirk, der nu er tilbage på PGA Touren.