Det lyder som en skrækscene fra en film.
Men for den italienske golfstjerne Andrea Pavan blev det til virkelighed og til et punktum i hans deltagen i DP World Touren i Sydafrika, der startede i denne uge.
Den tidligere European Tour-vinder er nemlig faldet flere etager ned i en elevatorskakt.
Sådan skriver Monday Q Info.
Ifølge mediet skulle elevatordørene have åbnet, som de så ofte gør, hvor Andrea Pavan trådte fremad.
Men der var ingen elevator.
Derfor faldt han mange etager ned, hvorfor han pådrog sig alvorlige, men ikke livstruende, skader.
Italieneren har efterfølgende ifølge mediet været igennem en flere timer lang operation og trukket sig fra turneringen.
Hverken Andrea Pavan eller hans lejr har kommenteret uheldet.
Til gengæld er kommentarsporet på det sociale medie X fyldt med beskeder til golfstjernen.
'Åh nej, det er helt forfærdeligt,' skriver en.
Mens andre undrer sig over, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, at man ikke bemærker den manglende elevator.
