»Længe troede, at jeg aldrig ville fortælle det til nogen. Det ville være min hemmelighed for evigt. Jeg er så glad for, at det ikke er det mere.«
Sådan skriver den svenske LPGA-spiller Madelene Sagström i et blogindlæg på forbundets hjemmeside.
Her åbner hun op for en traumatisk oplevelse fra sin fortid.
Den 28-årige professionelle golfspiller fortæller om, hvordan hun blev seksuelt misbrugt i en alder af syv år.
Her forklarer hun, hvordan hun voksede op i Sverige og var meget naiv. Hun troede, at hun kunne stole på alle og begyndte at hænge ud med nogle ældre personer, der boede tæt på hendes hjem i Stockholm.
»En dag gik jeg alene hen for at se min ven, en mand jeg virkelig var tæt med, men som ikke var familie. Jeg gik ind i hans hjem. Vi hang ud. Og han misbrugte mig seksuelt. Jeg var syv år gammel.«
Ifølge golfstjernen gik hun hjem efter episoden og fortsatte sit liv de næste 16 år, som om intet var hændt.
I stedet brugte hun golf til at bearbejde det barndomstraume, hvor hun kunne fordybe sig og glemme episoden, når alting gik godt i golfens verden.
Selv efter Madelene Sagström blev voksen og kunne forstå, at det der var sket, ikke var hendes egen skyld, ville hun ikke anerkende overfaldet over for sig selv eller nogen andre.
Hun troede, at det på en måde ville være okay, hvis hun bare ikke talte om det. Men hun tog fejl.
Madelene Sagström kæmpede med sine følelser på golfbanen tilbage i 2016, hvorefter hun fik en mentor i Robert Karlsson, der hjalp hende med at grave dybt ned i psyken. Nu kunne hun endelig få det sagt til sin mentor.
»En dag på et hotelværelse i South Carolina fortalte jeg ham, at jeg var blevet seksuelt misbrugt som barn. Han så på mig med en blanding af chok og empati i ansigtet og hele min verden brød sammen.«
»Jeg græd og græd. 16 års hemmeligheder strømmede ud med hver en tåre. Alle disse år, hvor jeg hadede mig selv. Jeg foragtede min krop og skadede mig selv både mentalt og fysisk. Den dag hjemsøger mig.«
For den svenske golfstjerne var samtalen med Karlsson den største og mest lettende følelse, hun nogensinde har oplevet. Det førte til, at hun kunne åbne op for traumet til sine forældre og andre i sit liv, og arbejde videre med sit spil på ‘greenen’.
Hun går ud med historien om sit traume i håb om, at det kan hjælpe andre, der går rundt med ting, som de ikke kan få sagt.
»Hvis jeg rører ved et liv ved at fortælle min historie, vil det hele være det værd.«
