Danske Jeff Winther ligger på en delt førsteplads efter første runde i Antwerpen i Belgien.

Antwerpen. Den danske golfspiller Jeff Winther ligger på en delt førsteplads i European Tour-turneringen i Antwerpen.

Winther havde en god første runde, hvor han brugte 67 slag på at komme rundt på banens 18 huller. Det svarer til fire slag under par.

Desværre må han sande, at seks andre spillere gjorde det samme, og der er dermed syv spillere, som går ind til fredagens anden runde i førerposition.

Foruden Jeff Winther drejer det sig om Gavin Green, Nico Geyger, Matthew Baldwin, Thomas Detry, Jorge Campillo og Ryan Evans.

Winther blev noteret for fem birdies og en bogey i torsdagens runde.

Han klarede det dermed væsentligt bedre end sine fire landsmænd, der også deltager i turneringen.

Efter første runde er Søren Kjeldsen et slag under par, efter en runde hvor han lavede tre birdies og to bogeys.

Lasse Jensen, Joachim B. Hansen og Anders Hansen er alle et slag over par efter første runde.

/ritzau/