Hverken Joachim B. Hansen og Rasmus Højgaard var nær toppen i European Tours sæsonfinale.

To danskere deltog i denne uge i sæsonfinalen på European Tour, men begge sluttede i bunden.

Bedst gik det for Joachim B. Hansen, som sluttede på en delt 43.-plads, mens Rasmus Højgaard lidt længere nede i stillingen fik en delt 51.-plads i turneringen, der går under navnet DP World Tour Championship.

Hansen har spillet sig op dag for dag, og den tendens fortsatte søndag, hvor han gik de 18 huller i 70 slag - danskerens bedste runde i varmen i Dubai.

Lørdag løb den 30-årige golfspiller ind i problemer på hul 18, hvor han blev noteret for en tredobbelt bogey. På samme hul gik det markant bedre søndag, da Hansen blot brugte tre slag og blev noteret for en eagle.

Han sluttede to slag under par på dagen og et slag under samlet.

Højgaard rejste sig søndag efter en håbløs tredje runde, som han gik i seks slag over par. På søndagens runde leverede han ikke en eneste bogey. Til gengæld blev det til fire birdies og en score på fire slag under par.

Det 19-årige stortalent endte dermed to slag over par.

Vinderen af den økonomisk lukrative turnering blev englænderen Matthew Fitzpatrick, som foruden en god afslutning på sæsonen kan glæde sig til, at der tikker lidt over 18 millioner kroner ind på kontoen.

Den samlede præmiesum for turneringen var næsten 50 millioner kroner.

Fitzpatrick, som endte 15 slag under par, sluttede foran landsmanden Lee Westwood, der brugte et slag mere.

Norske Viktor Hovland og amerikanske Patrick Reed delte tredjepladsen.

/ritzau/