Med en runde i fem slag under par spillede Thorbjørn Olesen sig frem på en delt 14.-plads i Volvo China Open.

Beijing. Der er stadig langt til toppen for den danske golfspiller Thorbjørn Olesen ved Volvo China Open, men efter en flot anden runde fredag spillede han sig op på en delt 14.-plads.

Olesen kom banen rundt i fem slag under par efter fire birdies, en eagle og en enkelt bogey på fredagens 18 huller.

Dermed er han samlet seks slag under par efter torsdagens jævne runde i ét slag under par.

Der er dog langt til toppen, hvor spanieren Pablo Larrazábal har været forrygende spillende. Han er alene i front med hele 14 slag under par.

Fredagens bedste runde stod sydafrikaneren Dylan Frittelli dog for. Med syv birdies og en eagle kom han rundt i imponerende ni slag under par. Han deler andenpladsen i 11 slag under par med franskmanden Alexander Lévy.

Lucas Bjerregaard er samlet ét slag under par og holder sig lige inden for cutgrænsen til weekendens finalerunder, så han får to dage mere i Beijing.

Thomas Bjørn sluttede i to slag over par og er færdig i turneringen.

Det samme er Lasse Jensen, der trak sig efter sin første runde i fire slag over par torsdag.

/ritzau/