Brady og Manning skal spille golf med Woods og Mickelson for at samle penge ind til kampen mod coronavirus.

Amerikanske golf- og NFL-stjerner går nu sammen i kampen mod coronavirusset, der har ramt USA hårdt.

Golfprofilerne Tiger Woods og Phil Mickelson og quarterback-legenderne Tom Brady og Peyton Manning planlægger en fælles velgørenhedskamp i golf.

Kampen skal finde sted i Florida til maj, skriver flere amerikanske medier.

Den vil blive afviklet uden tilskuere, men sendt på direkte tv, og overskuddet går til kampen mod Covid-19, reporterer den amerikanske tv-station ESPN.

44-årige Manning, der indstillede sin aktive karriere i 2016, bekræfter over for radiostationen Denver Radio, at der har været tale om sådan et arrangement.

- Nu har vi chancen for at lave et enormt velgørenhedsarrangement for at hjælpe i kampen mod Covid-19 - lidt ligesom en tv-indsamling. Hvis det kan lade sig gøre, er jeg helt klar på det, siger han.

Arrangøren af PGA Touren siger, at man endnu ikke officielt har sagt god for arrangementet, men at man først vil se grundigt på sundheds- og sikkerhedssituationen.

PGA Touren har været suspenderet siden 12. marts.

I USA er 842.629 personer torsdag morgen dansk tid konstateret smittet med coronavirus. 46.784 har mistet livet.

/ritzau/AFP/