Med en runde i 65 slag fik Thorbjørn Olesen spillet sig tæt på den absolutte top ved Made in Denmark.

Gatten. Thorbjørn Olesen spillede sig lørdag mod toppen af feltet ved European Tour-turneringen Made in Denmark.

Den danske golfspiller gik en flot tredje runde i 65 slag, seks slag under banens par.

Med samlet 203 slag er Thorbjørn Olesen lørdag klokken 15.45 på en delt ottendeplads i Himmerland.

Endnu mangler en del spillere dog at færdiggøre runden.

Thorbjørn Olesen var flyvende på runden med syv birdies, inden han på 18. hul måtte indkassere en bogey.

På et tidspunkt førte han turneringen, og indsatsen lover godt før den afsluttende runde søndag.

Også Lucas Bjerregaard gik en god runde lørdag i 68 slag.

Han er foreløbig delt nummer 18 i 206 slag.

Samme antal slag har Søren Kjeldsen brugt efter en runde i 69 slag.

Lasse Jensen ligger side om side med Bjerregaard og Kjeldsen, men han er endnu ikke færdig med runden.

Joachim B. Hansen gik runden i 71 slag og ligger samlet i 208 slag, mens Thomas Bjørn har brugt 211 slag efter en runde i 70 slag.

Mads Søgaard ligger i samme score som Thomas Bjørn efter en runde i 74 slag.

Martin Ovesen har brugt 213 slag, efter at han lørdag gik runden i 71 slag.

/ritzau/