Efter turbulent tid: Woods scorer luksustjans
Den amerikanske golfspiller har haft det svært i 2026. Nu skal han stå i spidsen for prestigeprojekt.

Den amerikanske golfspiller har haft det svært i 2026. Nu skal han stå i spidsen for prestigeprojekt.

Tiger Woods har landet en ny tjans.
Den amerikanske golfstjerne, der har været i vælten de seneste år, skal designe en golfbane i Nordirland til en værdi af cirka 270 millioner kroner.
Det skriver flere medier, herunder Aftonbladet.
Banen kommer til at ligge i den nordlige del af Nordirland i landsbyen Bellarena, og der er tale om et luksusprojekt, der efter sigende skal bære navnet 'Last Man's Club'.
Planen er, at der skal være en 18 hullers bane med klubhus, bar, restaurant, hotel og en driving range.
»Planerne for byggeriet blev præsenteret sidste år, men nu er Woods’ rolle i projektet blevet offentliggjort,« skriver Aftonbladet.
Mediet skriver også, at tjansen ikke er helt ukendt for det 50-årige golfikon. Han står nemlig i spidsen for TGR Designs, som designer golfbaner.
Tiger Woods har ikke selv bekræftet, at han bliver en del af Last Man's Club-projektet.
I marts kørte Woods galt i sin bil i Florida, hvor han bestod en alkotest, men nægtede at blive testet for stoffer.
Hændelsen førte til, at han har mistet sit kørekort.