Nicolai Højgaard sikrede søndag sit bedste resultat i 2021, da han sluttede som nummer fire på Tenerife.

20-årige Nicolai Højgaard sikrede sig søndag en topplacering ved European Tour-turneringen Canary Islands Championship på Tenerife.

Det danske golftalent diskede op med en eagle på sidste hul og strøg flere pladser op på leaderboardet. Han sluttede på en delt fjerdeplads.

Det er hans bedste resultat hidtil i 2021.

Nicolai Højgaard, som var den eneste dansker i finalerunderne, gik søndagens fjerde runde i fem slag under par og lander dermed på samlet 19 slag under par.

Han holdt et stabilt niveau runden igennem og lavede ingen bogeys. Det blev i stedet til tre birdies og altså en eagle på sidste hul.

Sydafrikanske Garrick Higgo var langt foran konkurrenterne. Han gik turneringen i 27 slag under par og vandt med seks slag ned til australske Maverick Antcliff på andenpladsen.

Det er anden gang på to uger, at Garrick Higgo vinder en turnering på European Tour. Han vandt således også Gran Canaria Open i slutningen af april.

Danske Benjamin Poke deltog også i Canary Islands Championship, men måtte allerede fredag pakke golftasken efter ikke at have klaret cuttet.

/ritzau/