Putteren svigtede Niklas Nørgaard Møller på 17. hul i sidste runde af Alfred Dunhill Links Championship.

Den 30-årige danske golfspiller Niklas Nørgaard Møller opnåede søndag et af karrierens bedste resultater, men han vil helt sikkert ærgre sig.

På Old Course i St. Andrews, der anses som verdens ældste golfbane, blev han en delt nummer syv i Alfred Dunhill Links Championship. Men det kunne være blevet til mere.

På 17. hul svigtede putteren danskeren, og en dobbeltbogey på hullet sendte ham ud af topkampen.

Møller var ellers stabilt spillende det meste af søndagens runde og revancherede sig for en tidlig bogey med tre birdies inden for de første syv huller.

Det holdt danskeren i en tætpakket top, men newzealandske Ryan Fox var lige en tand skarpere end alle andre og vandt sin tredje turnering på touren.

Møller sluttede med sine fem birdies, to bogeys og altså en dobbeltbogey søndag fire slag efter Fox med en samlet score på 11 slag under par.

Med sin samlede præmiepulje på et beløb svarende til cirka 38 millioner kroner er Alfred Dunhill Links Championship blandt de større på DP World Tour.

Fox tager godt seks millioner kroner for sin sejr, mens Møller henter sin klart største gevinst på touren med sin præmie på godt 900.000 kroner.

Han har ifølge DP World Tours hjemmeside indtjent knap 1,8 millioner kroner i sine forgående 29 turneringer.

Rasmus Højgaard startede søndag som nummer otte, men den tredobbelte vinder af en turnering på European Tour/DP World Tour raslede ned på en delt 17.-plads efter en runde i par efter tre birdies og to bogeys.

Tredje og sidste dansker, der klarede cuttet, var Thorbjørn Olesen, der sluttede som nummer 59 med en samlet score efter 72 huller, der svarer til banens par.

/ritzau/