Samtlige fem danske deltagere befinder sig i den tunge ende af feltet i Abu Dhabi før weekendens finalerunder.

Abu Dhabi. De danske golfspillere får svært ved at blande sig i kampen om sejren i Abu Dhabi på European Tour.

Lasse Jensen og Lucas Bjerregaard er de bedst placerede danskere før weekendens finalerunder på en delt 44.-plads.

Duoen har hele ni slag op til førstepladsen, der indtages af belgiske Thomas Pieters.

Pieters fortsatte sit fremragende spil fra åbningsdagen og leverede en anden runde i 65 slag - syv under par.

Thorbjørn Olesen kunne slet ikke leve op til torsdagens fornemme indledning, da han raslede 40 placeringer tilbage i stillingen efter en anden runde i 73 slag - et slag over banens par.

Olesen holdt sig lige nøjagtig inde for cutgrænsen. Det samme gjorde Thomas Bjørn og Søren Kjeldsen.

Den danske trio indtager en delt placering som nummer 57 før weekendens to finalerunder.

/ritzau/