Joachim B. Hansen førte Open de France inden næstsidste hul, men missede sejren efter en dobbelt bogey.

Det var lige ved og næsten for Joachim B. Hansen, da den danske golfspiller søndag spillede sidste runde i Open de France.

Hansen lå øverst på førertavlen inden næstsidste hul, men her lavede han en dobbelt bogey, og så endte det med en andenplads og en præmiecheck på lidt over 1,3 millioner danske kroner.

Belgiske Nicolas Colsaerts tog sejren for næsen af danskeren.

Dermed må Hansen vente lidt endnu på at tage sin første sejr på European Tour.

Den 29-årige dansker havde inden 17. hul gjort sit for at sætte sig selv i en god position. De første 16 huller blev således gået i fem slag under par, og Hansen havde indhentet og overhalet Nicolas Colsaerts, der startede dagen på førstepladsen.

Belgieren havde nemlig ikke haft tur i den søndag, og Colsaerts kunne langsomt se danskeren nærme sig og senere gå forbi med et enkelt slag.

Men Hansens dobbelt bogey på 17. hul endte altså med at sende sejren til Colsaerts, der nu har vundet tre European Tour-turneringer.

Joachim B. Hansen kan dog rejse hjem fra Frankrig med en vis portion selvtillid i golftasken.

Danskeren viste imponerende spil på Le Golf National-banen, der lagde græs til sidste års Ryder Cup.

Han vil dog nok tænke tilbage på lørdagens runde og ærgre sig en smule. Her havde danskeren gang i en kanonrunde, men 13. hul endte med en mindre katastrofe for Hansen, der måtte bruge fem ekstra slag på at klare hullet, efter at et par bolde endte i vandet.

Den unge golfkomet Nicolaj Højgaard var også med i weekendens finalerunder og sluttede på en delt 66.-plads.

Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn var også med i Open de France, men klarede ikke cuttet fredag.

/ritzau/