29-årige Sebastian Cappelen lægger godt ud i sin første sæson som fast spiller på PGA Touren.

Danske Sebastian Cappelen, som netop har påbegyndt sin første sæson som fast spiller på PGA Touren, klarede cuttet ved sæsonens første PGA-turnering.

På anden runde af turneringen A Military Tribute at The Greenbrie i West Virginia i USA gik Cappelen rundt i tre slag under par.

Det rækker til en delt placering som nummer 48 i samlet fire slag under par, hvilket også blev cuttet.

153 spillere lagde ud ved turneringen, hvor vinderen kan stikke 1,35 millioner dollar i lommen svarende til 9,1 millioner kroner.

Den 29-årige fynbo kvalificerede sig til at blive fast mand på PGA Touren ved at slutte blandt de 25 bedste spillere på Korn Ferry Tour, som er niveauet under PGA Touren, i den seneste sæson.

Helt i front ligger tre spillere, amerikanske Scottie Scheffler, chilenske Joaquin Niemann og amerikanske Robby Shelton, der også lå nummer et efter første runde.

De tre ligger i 13 slag under par.

Amerikanske Kevin Chappell fik dog al opmærksomheden efter fredagens runde, da den 33-årige golfspiller gik banen rundt i utrolige 59 slag, hvilket er 11 slag under banens par.

Det er kun sket ti gange før på PGA Touren, at en spiller har brugt under 60 slag på en runde.

Kun en spiller har gået en runde i 58 slag ved en turnering på PGA Touren. Det formåede amerikanske Jim Furyk ved turneringen Travelers Championship i Cromwell i 2016.

/ritzau/