En lang række af de bærende kræfter i golfverdenen, både spillere og klubber, går nu sammen i et fælles opråb for at bakke op om Dansk Golf Union.

Det gør de i en samlet udtalelse sendt til B.T., og deres budskab er klart.

‘Hold jer nu fra golfbanerne.'

Blandt de mest prominente navne er golfspillerne Thomas Bjørn, Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen.

De er bekymrede for golfens image.

‘Det er vigtigt, at vi i fællesskab passer på golfens image, og der er en enorm signalværdi i, at danske golfspillere og klubber optræder solidarisk. Lad os nu stå sammen og få dansk golf sikkert ud på den anden side. Tænk på fremtiden. Lyt til DGU. Bliv hjemme!’

Lucas Bjerregaard skriver desuden på sin private Facebook-profil, at diskussionen om golfbanerne i Danmark virker helt bizar set fra hans vinkel.

Han sidder i isolation i sit hjem i Monaco.

'Jeg sidder hjemme i Monaco, hvor vi lige nu har udgangsforbud. Jeg har fulgt med i diskussionen om golfbanerne i Danmark, og herfra virker det helt bizart, at en del mennesker går så meget op i, at banerne bør være åbne. Corona er ikke for sjov. Både i Frankrig og Italien, lige udenfor min dør, dør folk i hundredevis hver dag. Om golfbaner skal være åbne eller ej er på ingen måde til diskussion. Selvfølgelig skal de være lukkede,' skriver han bl.a.

Opfordringen kommer i kølvandet på, at nogle golfklubber har valgt at holde deres baner åbne til trods for klare anbefalinger fra Dansk Golf Union (DGU) om det modsatte.

DGU mener, der er en risiko for, at folk kan blive smittet med coronavirus på de danske golfbaner, og derfor er de kede af, at nogle golfklubber vælger at se stort på deres anbefaling.

»Vi forstår godt, at folk gerne vil ud og spille golf, men da myndighederne har anbefalet, at man bliver hjemme og ikke har fysisk kontakt med andre uden en sikkerhedsafstand på to meter, så mener vi stadig, der er en smitterisiko på golfbanerne,« lyder forklaringen fra Lars Broch Christensen, formand i DGU.

En af de klubber, der holder åbent, er Henne Golfklub i Vestjylland. Her fortæller formand Benny Franz, at de har valgt at holde deres baner åbne, fordi det må være op til folk selv, om de vil benytte faciliteterne.

»Vi har valgt at holde åbent, fordi vi ikke synes, vi skal bestemme, om folk vil spille eller ej. Vi følger til fulde myndighedernes anbefalinger, men de har ikke meddelt os, at vi skal holde lukket,« siger han og forsikrer om at folk kommer i grupper på maksimalt fire personer, ligesom der er håndsprit til rådighed.

Lørdag var golfpromoter Flemming Astrup ude på Facebook og kritisere klubbernes beslutning om at holde åbne og sagde, at det direkte kunne 'smadre dansk golf'.

Dette uddybede han søndag til B.T. ved at sige:

»Jeg synes, det er et rigtig rigtig skidt signal for dansk golf, at man render rundt og spiller golf i de her dage. Det skal vi nok få tid til på et senere tidspunkt, men jo før, vi står sammen om det her, des hurtigere kan vi komme igennem det.«

»Så til alle de golfspillere, der tager afsted i disse dage, er min opfordring, at man skal hjælpe dem, der skal tage de svære beslutninger. Bliv hjemme. Der er mennesker, der betaler med deres liv og jobs i denne krise, og så er det ikke det bedste signal at sende, at man render rundt på en golfbane.«

Ifølge Dansk Golf Union følger omtrent 75 procent af golfklubberne anbefalingerne og holder lukket.

Omvendt holder 15 procent stadig åbent for spil - enkelte klubber dog kun for egne medlemmer. De sidste 10 procent har endnu ikke taget stilling.