Nanna Koerstz Madsen rykker fra en delt andenplads til en delt 15.-plads efter anden runde i Indianapolis.

De danske golfspillere Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen ligger begge på en delt 15.-plads efter anden runde ved LPGA-turneringen i Indianapolis i den amerikanske delstat Indiana.

Nanna Koerstz Madsen lå ellers torsdag på en delt andenplads efter en formidabel første runde i turneringen Indy Women in Tech Championship.

Men fredag formåede hun ikke at holde den fine form i anden runde.

Det blev til en enkelt birdie og fire bogeys for den 24-årige dansker, der gik runden i tre slag over par.

Dermed ligger hun samlet i fire slag under par efter de to første runder, hvilket rækker til en delt 15.-plads.

Pladsen deler hun med i alt ti andre spillere, herunder sin danske kollega, den 26-årige Nicole Broch Larsen, der dog klarede anden runde en smule bedre. Med tre birdies og tre bogeys gik hun banen i par.

Der er også tale om en lille tilbagegang for Nicole Broch Larsen, der efter første runde lå på en delt 13.-plads.

Tredje runde spilles lørdag eftermiddag dansk tid.

Nanna Koerstz Madsen er sat til at starte klokken 15.44 dansk tid, mens Nicole Broch Larsen er sat til at starte klokken 15.55.

Turneringen har en samlet præmiepulje på to millioner dollar. Det svarer til cirka 13,7 millioner dansker kroner.

Efter de to første runder ligger sydkoreanske Hur Mi-jung på en førsteplads i den samlede stilling, hvor hun ligger i 11 slag under par.

/ritzau/