Den danske golfstjerne Thorbjørn Olesen har netop opnået et gigantisk resultat.

For den 32-årige dansker vandt søndag den prestigefyldte turnering British Masters efter en forrygende afslutning.

Sejren kom nemlig i hus efter et sandt drama, hvor danskeren stod over for den svenske stjerne Sebastian Söderberg til sidst.

Men her viste Olesen sig dog som den stærkeste, da han – med en fremragende afslutning på finalerunden – for anden dag i træk lavede en eagle og en birdie på de sidste to huller.

Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Derfor endte det hele da også med dansk triumf, som i øvrigt kom i hus efter et vildt comeback.

Olesen startede nemlig dagen med en føring på tre slag, men han røg efter skidt spil en overgang væk fra toppen.

Han endte dog i samlet 10 slag under par, hvilket var et enkelt slag bedre end Sebastian Söderberg på andenpladsen.

Med sejren sikrer han sig 308.333 pund – svarende til 2,68 millioner danske kroner.

Det er danskerens første sejr siden juni 2018 efter nogle turbulente år uden for banen.

I juli 2019 blev han anholdt af britisk politi efter at have opført sig upassende på en flytur. Kort efter fik han karantæne fra både European Tour og PGA Touren.

Olesen endte med at blive tiltalt for 'sexual assault on a female', hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke, 'assault by beating', hvilket i engelsk lov dækker over et overfald af mindre karakter, samt for at være beruset og til fare for sikkerheden om bord på et fly.

Først i december sidste år faldt der afgørelse i sagen. Olesen blev i en domstol i London frikendt i alle tre forhold.

Thorbjørn Olesen er nu oppe på seks sejre på europæisk golfs højeste niveau i karrieren.