Emily Pedersen skal tage en stor beslutning.

Gerne hurtigst muligt.

Men den danske golfstjerne er i vildrede.

For skal hun lade sig operere og satse på, det bliver bedre? Eller skal hun bide smerten i sig?

I øjeblikket spiller hun nemlig med en alvorlig skade i sit venstre håndled. 

Og det er på trods af, at hun for ganske nylig måtte tage en ufrivillig pause fra golfbanen.

Emily Pedersen med en masse tape på håndleddet sidste weekend. FOTO: Alex Slitz/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg mærker en del til skaden. Jeg er ikke helt okay, desværre. Jeg står et sted, hvor jeg skal vurdere, om jeg skal spille med smerter eller blive opereret,« siger hun, da B.T. pludselig møder hende i New York under tennisturneringen US Open.

»Vi prøvede med gips i otte uger for at se, om det hjalp. Men jeg har stadig smerter. Det har jeg hele tiden,« lyder det videre.

Sidste weekend gjorde danskeren ellers comeback ved LPGA Tour-turneringen FM Championship i Boston.

Men på trods af en kanonrunde på førstedagen endte skaden alligevel med at volde hende store problemer resten af turneringen.

Også selv om hun havde gjort alt for at minimere smerterne.

»Man må jo ikke være på så meget smertestillende, så det blev til en masse behandling og tape,« forklarer Emily Pedersen, der netop har været igennem nogle opslidende måneder:

»Jeg har ikke kunnet lave noget i otte uger. Og så var jeg sådan: 'Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal med mit liv'. Men jeg var da en masse i fitnesscenteret, og så læste jeg en masse.«

Netop derfor gjorde sidste weekends resultat, hvor hun endte på en delt 38.-plads, også en smule ondt på stoltheden, erkender golfspilleren:

»Jeg står lidt med en dårlig fornemmelse. Jeg startede godt ud, men jeg kunne så ikke helt følge op. Men... jeg kan også godt mærke, at jeg har været ude i lang tid, og jeg skal lige vænne mig til det hele igen.«

»Men det var da godt at se, at der var gode takter. Jeg er bare ærgerlig over afslutningen på turneringen,« afslutter hun.