Thomas Bjørn skulle egentlig have stået på scenen til en række foredrag i Danmark i den kommende uge, men det er han nu blevet nødsaget til at aflyse.

Det skyldes, at den 50-årige golfstjerne er blevet far til tvillinger væsentlig tidligere end planlagt.

Det oplyser arrangørerne bag foredragene til dem, der har købt billetter. Det skriver mediet golf.dk.

Ifølge arrangørerne har begge børn det efter omstændighederne godt, men den pludselige fødsel i weekenden betyder altså, at danskeren ikke kan gennemføre de planlagte foredrag, hvor han blandt andet skulle have delt sine erfaringer og oplevelser fra Ryder Cup-triumfen i 2018, hvor han var kaptajn.

Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Første foredrag skulle have fundet sted mandag aften i Musikhuset i Aarhus, hvorefter turen skulle gå til flere danske storbyer, inden han lørdag skulle slutte af på Det Kongelige Teater i København.

Men alt det er nu aflyst, og derfor arbejdes der nu på at finde en række nye datoer.

Thomas Bjørn kan nu kalde sig far til seks, ligesom det er anden gang, at han bliver far til et sæt tvillinger.

Golfstjernen bor til daglig i London med sin britiske kæreste, Grace Barber, med hvem han nu har to børn sammen med.

Foto: CARL RECINE
Vis mere

Bjørn har i forvejen fire børn, hvoraf tre er med hans svenske ekskone, Pernilla Bjørn, som han var gift med frem til 2014.

Derudover har Thomas Bjørn datteren Isabella Leniartek, som han fik sammen med sin tidligere elskerinde gennem fem år – den australske stewardesse Dagmara Leniartek.

Thomas Bjørn vandt for nylig sin første sejr på Legends Tour, da han triumferede i turneringen Irish Legends presented by the McGinley Foundation i slutningen af august.