Han har vundet to European Tour-turneringer og repræsenteret Danmark på Europas hold mod USA i golfholdturneringen Ryder Cup.

Nu har 44-årige Søren Hansen landet et nyt bijob ved siden af sin faste ansættelse som cheftræner i Kerteminde-klubben Great Northern.

Således vil han med virkning fra årsskiftet i perioder agere ekspertkommentator på blandt andet tv-kanalen Eurosports direkte transmissioner fra den amerikanske PGA Tour.

'Søren Hansen er en af de største danske golfspillere gennem tiderne. Han har været blandt de 50 bedste spillere i verden og har flere store sejre i bagagen. Med sin store erfaring og viden om spillet har han mange gode anekdoter, som kan hives frem til de største turneringer. Så vi er mildt sagt meget glade for at have Søren Hansen med på vores i øvrigt meget stærke hold af kommentatorer og eksperter,' siger Anders Antonsen, der er nordisk sportschef og COO hos Discovery Networks Danmark, i en pressemeddelelse.

Søren Hansen i aktion på golfbanen ved US Open i 2016.
Søren Hansen i aktion på golfbanen ved US Open i 2016. Foto: Andrew Redington
Vis mere

Søren Hansen, der indstillede karrieren som professionel golfspiller for et par år siden, glæder sig til udfordringen.

'Med spændende ændringer i turneringsprogrammet og Discoverys nytænkende formidling af den største golf-tour i verden glæder jeg mig til at formidle og udvikle et premium produkt ud i de danske stuer,' citeres han for at sige.

Nyheden kommer, efter Discovery Networks i november kunne præsentere Tiger Woods som partner på den nye streamingtjeneste GOLFTV. Her kommer Tiger Woods til at lave instruktionsvideoer, give eksklusive kommentarer og meget andet.

Alle turneringerne på PGA Touren vises på enten GOLFTV eller Eurosport 2 med dansk kommentering. Det giver i alt cirka 170 danske kommenteringer i det kommende år.

Søren Hansen i aktion under en turnering i Tyskland i 2008.
Søren Hansen i aktion under en turnering i Tyskland i 2008. Foto: INA FASSBENDER
Vis mere

»Vi går helhjertet ind i formidlingen af golf til det danske publikum. Derfor er det også en stor prioritet for os at kunne formidle turneringerne på GOLFTV med danske kommentatorer. Det giver nærvær, og vi sikrer, at seerne oplever et dansk og forståeligt perspektiv på spillernes præstationer og turneringerne generelt, selvom streamingtjenesten er global,« siger Anders Antonsen.

Første turnering vises allerede på Eurosport 2 og GOLFTV fra midnat den 4. januar, hvor Tournament of Champions begynder på Hawaii.

Tidligere var det tv-kanalen CMore, der havde transmissionsrettighederne til PGA Tourens turneringer.