To af tre danskere faldt ud af top-20 på lørdagens runde i Austrian Open. Jeff Winther holdt fast i 14.-plads.

Mulighederne for en dansk sejr i denne uges European Tour-turnering i Østrig svinder ind.

Jeff Winther er det bedste bud på en dansk triumf i Austrian Open med seks slag op til spanske Alejandro Cañizares og tyske Martin Kaymer på en delt førsteplads.

Lørdag lykkedes det Winther at holde fast i 14.-pladsen, efter at danskeren gik tredje runde i 71 slag - et under banens par.

Det blev til tre birdies og to bogeys på lørdagens runde for den 33-årige nordsjællænder.

Afstanden til toppen blev dog udvidet fra fem til seks slag for Jeff Winther, der aldrig har vundet en turnering på European Tour.

Landsmændene Nicolai Højgaard og Søren Kjeldsen mistede til gengæld deres placeringer i top-20 på lørdagens runde.

Højgaard gik en runde i par og er placeret som nummer 21. Kjeldsen brugte et slag mere, og er på en delt 25.-plads - blandt andre sammen med Nicolai Højgaards tvillingbror, Rasmus Højgaard.

/ritzau/