Ganske vist har Nicole Broch Larsen i indeværende sæson bevæget sig fra nummer 168 til 78 på de kvindelige golfspilleres verdensrangliste.

På det personlige plan har alting i 2019 imidlertid ikke spillet optimalt for den 26-årige nordsjællænder, der sammen med Nanna K. Madsen kandiderer til at repræsentere Danmark i golfturneringen ved OL 2020 i Tokyo.

Efter en turnering i sommer tog hendes trænere fat i hende, da de kunne se, at hun humørmæssigt hang med hovedet.

»Jeg kiggede grundigt på mig selv og så, at jeg ikke længere var den Nicole, jeg gerne ville være. Hverken på eller udenfor banen. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke længere nød at spille golf. Jeg havde gravet mig selv ned i et mentalt hul,« citeres hun for at sige til dr.dk.

Nicole Broch Larsen har kæmpet med sin attitude på golfbanen.
Nicole Broch Larsen har kæmpet med sin attitude på golfbanen. Foto: STR
Vis mere

I interviewet fortæller hun endvidere, at der ikke skulle meget til før hun havde en opgivende attitude.

»Jeg havde lidt et lille barns opførsel nogle gange, hvor jeg skabte mig på banen, når det begyndte at gå dårligt,« fortæller hun.

Samtalen med trænerne havde en positiv indvirkning.

»Det var en øjenåbner for mig. Og det fik mig til at tage fat i mig selv. Det seneste halve år har jeg fokuseret meget på, hvem jeg gerne vil være, og hvad mine værdier af,« siger Nicole Broch Larsen, der repræsenterede Danmark ved OL 2016 i Rio de Janeiro. Her blev hun blandt de 60 deltagere nummer 36.