Nicole Broch Larsen henter denne sæsons hidtil bedste placering med en 12.-plads i LPGA-turnering.

Den danske golfspiller Nicole Broch Larsen var bare et enkelt slag fra at opnå en placering i top-ti ved LPGA-turneringen Kia Classic i Carlsbad i Californien.

Søndagens sidste runde klarede hun i par, og dermed slutter Nicole Broch Larsen samlet i fire slag under par.

Det rækker til en slutplacering på en delt 12.-plads og en præmiecheck på lidt over 25.000 dollar svarende til cirka 157.000 kroner.

Efter søndagens første ni huller lå hun til en endnu bedre placering i syv slag under par efter en bogey og fire birdies. Men tre bogeys i træk på de afsluttende ni huller og ingen birdies sendte hende tilbage i feltet.

12.-pladsen er Nicole Broch Larsens bedste resultat på den amerikanske tour i denne sæson, hvor hun i sine to foregående turneringer begge gange er sluttet på en delt 48.-plads.

Inbee Park fra Sydkorea blev en suveræn vinder af turneringen i samlet 14 slag under par. Det var fem slag bedre end de to nærmeste konkurrenter.

Hos herrerne gik det knap så godt for Sebastian Cappelen, som denne weekend deltog i en PGA-turnering i Den Dominikanske Republik. Cappelen sluttede på en delt 34.-plads efter en sidste runde med syv bogies og fem birdies.

Joel Dahmen fra USA tog sejren.

/ritzau/