Nicole Broch Larsen ligger på 15.-pladsen ved LPGA-turnering i USA efter en første runde i fem slag under par.

Indianapolis. Den danske golfspiller Nicole Broch Larsen fik natten til fredag dansk tid en fin start på LPGA-turneringen i Indianapolis.

Den 25-årige dansker gik således første runde i 67 slag - fem slag under par - hvilket rækker til en delt 15.-plads.

Broch Larsen lavede seks birdies og en enkelt bogey.

Hun er dog stadig et stykke fra førstepladsen, der indtages af Lizette Salas. Den 29-årige amerikaner gik banen i hele ti slag under par.

Det er den laveste score nogensinde af en kvinde på Brickyard Crossing-banen og en delt rekord med amerikanske Mike McCullough.

Den imponerende score betyder, at hun har to slag ned til landsmanden Angel Yin og japanske Nasa Hataoka, der deler andenpladsen.

Også danske Emily Pedersen og Nanna Koerstz Madsen var i aktion.

Emily Pedersen lavede tre birdies, en bogey og en double bogey og gik dermed banen i par. Det rækker til en delt 100.-plads.

Her ligger også Nanna Koerstz Madsen, der ligeledes brugte 72 slag. Undervejs lavede hun en enkelt birdie og en enkelt bogey.

Generelt var det en dag på banen, hvor mange af spillerne så ud til at finde deres bedste spil frem. 88 af de 143 spillere blev således noteret for en score under par, og 54 gik banen i tre slag under par eller bedre./ritzau/