Sebastian Cappelen placerer sig efter tredje runde af PGA-turnering i Californien på en delt syvendeplads.

Den danske golfspiller Sebastian Cappelen formåede i tredje runde af PGA-turneringen Farmers Insurance Open ikke at genfinde sin imponerende form fra turneringens første runde.

Cappelen gik tredje runde af turneringen natten til søndag dansk tid i et slag under par.

Dermed placerer han sig efter tredje runde på en delt syvendeplads i turneringen, der afholdes i San Diego i Californien.

Det blev natten til søndag til to birdies for Cappelen, som dog også blev noteret for en enkelt bogey.

29-årige Cappelen lagde ellers stærkt ud, da han gik turneringens første runde i seks slag under par og placerede sig på en delt førsteplads foran flere af golfens topnavne.

Dagen efter gik han anden runde i et slag under par. Resultatet var godt nok til at sikre danskeren en samlet placering i top-3 efter anden runde.

Men med resultatet fra tredje runde ryger Cappelen længere ned i feltet. Danskeren formår dog fortsat at holde sig i turneringens samlede top-10.

Den fjerde og sidste runde af Farmers Insurance Open afholdes natten til mandag dansk tid.

Cappelen sluttede i sidste uge på en delt sjetteplads i en PGA-turnering, der også blev spillet i Californien.

Det var hans første placering blandt de ti øverste på PGA-touren og indbragte cirka 1,5 millioner kroner i præmiepenge.

/ritzau/