Nanna Koerstz Madsen ligger på andenpladsen i Group Tour Championship, årets sidste turnering på LPGA Touren.

2020 går på hæld - også på den amerikanske golftour LPGA, hvor årets sidste turnering, Group Tour Championship, torsdag blev sat i gang.

Det gjorde den på fornem vis set med danske øjne.

Nanna Koerstz Madsen er således at finde i den helt sjove ende af stillingen efter første runde. Danskeren gik de 18 huller i seks slag under par, og det placerer hende på en andenplads.

Den førende amerikaner, Lexi Thompson, er blot et enkelt slag bedre.

Nanna Koerstz Madsen lagde godt ud og lavede en birdie på sit første hul. Herefter blev det til tre i træk på sjette, syvende og ottende, inden hun igen skulle bruge et slag mindre end hullets par på 10. og 11.

Nanna Koerstz Madsen er den eneste danske deltager i Group Tour Championship. Turneringen spilles på Tiburon Golf Clubs bane i byen Naples i delstaten Florida.

Turneringens samlede præmiepulje er på, hvad der svarer til cirka 18 millioner kroner, hvoraf vinderen får 6,7 millioner. Det er årets største vinderpræmie på LPGA Touren.

/ritzau/