Golfspilleren Joachim B. Hansen er med to flotte runder med helt fremme i European Tour-turnering i Italien.

Det ligner et stort resultat for golfspilleren Joachim B. Hansen i European Tour-turneringen Italian Open.

Med en runde i 66 slag fredag - fem slag under banens par - er Joachim B. Hansen samlet ni slag under par.

Det rakte fredag til, at danskeren ligger alene på andenpladsen, efter at han torsdag lå delt nummer otte.

Da alle spillere var færdige fredag havde engelske Matthew Fitzpatrick akkurat passeret Joachim B. Hansen med et enkelt slag og topper altså med ti slag under par.

Efter Joachim B. Hansen følger fem spillere, der er to slag efter danskeren inden weekendens runder.

Blandt de nærmeste konkurrenter er også blandt andre englænderen Justin Rose. Verdens nummer fem er blandt de spillere, der er syv slag under par på den delte tredjeplads.

Joachim B. Hansen leverede seks birdies samt en fornem eagle, men det blev også til tre kedelige bogeys undervejs på de 18 huller.

Søren Kjeldsen er også stadig med i turneringen. Efter en fredag i et enkelt slag under par, ligger Kjeldsen på en delt 21.-plads i fire slag under.

Hverken Thomas Bjørn eller Jeff Winther klarede fredagens cutgrænse, og dermed skal de ikke spille weekendens finalerunder.

/ritzau/