Sebastian Cappelen endte på en 21.-plads i PGA-turnering i Californien, hvor han ellers havde lagt stærkt ud.

Den danske golfspiller Sebastian Cappelen ryger ud af top-10 i sidste runde af PGA-turnering i Californien.

Cappelen gik sidste og fjerde runde af turneringen Farmers Insurance Open i to slag over par.

Dermed ender han på en delt 21.-plads i turneringen, der afholdes i San Diego.

Det så ellers lyst ud for Cappelen, da han efter første runde lagde sig på en delt førsteplads over flere af golfens topnavne. Han gik første runde i seks slag under par, hvilket gav ham den flotte startplacering.

Men i både anden og tredje runde kunne kan ikke holde den flotte form. Han gik begge runder i et slag under par, hvilket dog var tilstrækkeligt for at holde en plads blandt de bedste ti i turneringen.

Men natten til mandag dansk tid blev det til tre birdies og fem bogeys for danskeren.

Cappelen ender med et samlet resultat i turneringen på seks slag under par.

Australske Marc Leishman vandt turneringen med et samlet resultat på 15 slag under par.

Cappelen sluttede i forrige uge på en delt sjetteplads i en PGA-turnering, der også blev spillet i Californien.

Det var hans første placering blandt de ti øverste på PGA-touren og indbragte cirka 1,5 millioner kroner i præmiepenge.

/ritzau/