Danske Nanna Koerstz Madsen taber topplacering efter en skidt tredje og sidste runde i ShopRite LPGA Classic.

Den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen ender på en delt 11.-plads efter en dårlig tredje og sidste runde i LPGA-turneringen i New Jersey, USA.

Den 24-årige dansker havde placeret sig på en sikker tredjeplads efter anden runde.

Men i tredje og sidste runde i ShopRite LPGA Classic, der afholdes i Galloway i New Jersey, gik det helt galt.

Det blev til en enkelt eagle og to birdies for Nanna Koerstz Madsen. Men det kunne ikke gøre op for den ene dobbeltbogey og de seks bogeys, som danskeren også blev noteret for i tredje runde.

Danskeren gik således tredje runde i 75 slag - hvilket er fire slag over par.

Dermed ender hendes samlede resultat på fire slag under par, hvormed mister hun den flotte placering.

Amerikanske Lexi Thompson vinder turneringen med et samlet resultat på 12 slag under par.

Hun sikrer sig dermed en pengepræmie på 262.500 dollar. Det svarer til omkring 1,7 millioner danske kroner.

I Galloway deltog også en anden dansker i ShopRite LPGA Classic.

Nicole Broch Larsen ender samlet med et resultat på to slag under par, hvilket rækker til en delt 26.-plads.

På en andenplads i turneringen ender Lee Jeong-eun fra Sydkorea, som lå nummer et efter både første og anden runde.

Sydkoreaneren vandt i sidste weekend US Women's Open i Charleston. Her vandt hun en historisk pengepræmie på en million dollar, hvilket svarer til 6,7 millioner kroner.

Det er den største pengepræmie, der nogensinde er givet til en kvinde i golf.

/ritzau/