Nanna Koerstz Madsen kan stadig drømme om at gå videre fra sin pulje ved stor turnering i Las Vegas.

Nanna Koerstz Madsen sikrede sig natten til fredag dansk tid en komfortabel sejr over Elizabeth Szokol fra USA i turneringen Bank of Hope LPGA Match Play.

Dermed fik den danske golfspiller samtidig revanche for sin skuffende start på turneringen i Las Vegas, efter at hun dagen forinden tabte sin første kamp til sydafrikanske Paula Reto.

Bank of Hope LPGA Match Play er den eneste turnering på kvindernes tour, hvor der spilles efter det særlige match play-format.

I stedet for at spillerne som vanligt får en samlet score efter 18 huller, dyster de på banen i USA i 16 grupper med fire spillere i hver.

Her skal spillerne forsøge at vinde flest huller i hver af de tre gruppekampe, hvorefter puljevinderne avancerer til et knock out-slutspil.

27-årige Nanna Koerstz Madsen gik ind til sin anden kamp ved turneringen som favorit, da hun som nummer 20 i verden ligger mange pladser over Elizabeth Szokol, der er nummer 86.

Danskeren tog da også initiativet fra start ved at vinde hul 1, men allerede på hul 2 lykkedes det amerikaneren at udligne.

Herfra skruede Koerstz Madsen dog op for niveauet ved at vinde seks ud af de syv næste huller.

Og selv om Szokol fik reduceret på hul 10, så lukkede danskeren allerede kampen på hul 13, da hun ved at vinde endnu et hul bragte sig foran med seks point med fem huller tilbage, hvorefter de to kunne gå i klubhuset.

Nanna Koerstz Madsen ligger nummer to i sin pulje med en sejr og et nederlag.

Danskeren skal i tredje runde vinde over Yealimi Noh fra USA og samtidig håbe, at Paula Reto taber til Elizabeth Szokol, hvis hun skal have en chance for at gå videre.

Ottendedelsfinalerne og kvartfinalerne skal spilles lørdag. Semifinalerne og finalen skal efter planen afvikles søndag.

/ritzau/