En triplebogey på sidste hul ødelagde en fremragende start i Made in Denmark for Thorbjørn Olesen.

Golfspilleren Thorbjørn Olesen fik en skidt afslutning på førstedagen af Made in Denmark i Himmerland.

Det så ellers lovende ud for den 29-årige dansker, da han skulle slå ud på 18. og sidste hul og var tre slag under banens par med en topplacering inden for rækkevidde.

Olesen sendte bolden i vandet og brugte hele syv slag på at få den i hul, så han blev noteret for en triplebogey. Det placerer ham som nummer 69 efter første runde.

- Jeg er selvfølgelig lidt skuffet - ja, siger Thorbjørn Olesen om afslutningen.

Danskerens korte svar på næsten hvert spørgsmål antyder, at han er en del mere skuffet, men ellers forsøger han, at fokusere på det positive i sit spil frem til og med hul 17.

- Der var bestemt gode takter. Mit korte spil var bedre end i et stykke tid, så det var positivt, siger han.

I stedet for en topplacering betød torsdagens afslutning, at Olesen gik første runde i par svarende til 71 slag. Det samme gjorde landsmanden Lucas Bjerregaard efter førstedagen.

Den danske topduo har dermed fem slag op til en kvintet, der har lagt sig i spidsen af turneringen.

De bedst placerede danskere er Mathias Gladbjerg og Nicolai Højgaard på en delt 30.-plads. Gladbjerg og Højgaard åbnede turneringen i 69 slag - to under banens par.

Den blot 18-årige Højgaard ramte undervejs en stime med fire birdies i træk. Dagen blev også indledt med en birdie.

- Allerede på det første hul fik jeg et kæmpe boost, da jeg "holede" fra fem meter. Så var jeg kørende, siger Højgaard, der også har en tvillingbror, som spiller på topplan.

Den senere stime af birdies på hul 13, 14, 15 og 16 betød også, at han fik lov til at høre publikums jubelbrøl på hul 16, der ofte samler flere tusinde tilskuere.

- Det er det vildeste, jeg har oplevet. Jeg havde slået et lidt skidt tee-slag og havde et svært put, men jeg kunne se, at den var der. Alle råbte, så det var fedt, siger Højgaard.

/ritzau/