PGA Championship er ligesom US Masters blevet udsat for at undgå spredning af coronavirus.

I fredags blev US Masters udsat, og nu er endnu en af golfsportens majorturneringer blevet flyttet i kampen mod coronavirus.

US PGA Championship skulle have været afviklet 14.-17. maj, men det bliver ikke til noget, skriver PGA Tour på sin hjemmeside.

Turneringen skulle spilles på TPC Harding Park i San Francisco, og arrangøren, PGA of America, håber, at man kan afvikle den samme sted til sommer.

- I hele processen har vi forpligtet os til at følge vejledningerne fra sundhedsmyndighederne, og som følge af restriktionerne i San Francisco er en udsættelse det bedste for alle, siger direktøren for PGA of America, Seth Waugh.

PGA Tour meddeler også, at yderligere fire turneringer, der stod på programmet i de kommende uger, er aflyst.

Det drejer sig om RBC Heritage (13.-19. april), Zurich Classic of New Orleans (20.-26. april), Wells Fargo Championship (27. april-3. maj) og AT&T Byron Nelson (4.-10. maj).

/ritzau/