Der bliver mulighed for at se flere prominente navne, hvis man er dansker og vild med golf, når Made in Denmark bliver afholdt i slutningen af august. For ikke nok med at Lee Westwood, John Daly og Thomas Bjørn stiller til start, så kommer endnu en af de helt store stjerner.

BT kan nu afsløre, at Danny Willett er den næste store golfprofil, der kommer til Danmark for at spille med i Made in Denmark. Ifølge BTs oplysninger vil vinderen af The Masters i 2016 snart offentliggøre sin deltagelse i den danske golfturnering.

Danny Willett er altså en vaskeægte Major-vinder, og den 30-årige englænder har i alt fem sejre på Europa Touren på sit cv. Selv om det siden sejren i The Masters i 2016 har været mere op og ned for Danny Willett, er det alligevel et prominent navn, der kommer til Danmark til august.

Foruden den tidligere top 10-spiller i verden kommer som nævnt også Thomas Bjørn, John Daly og Lee Westwood til Danmark som nogle af de skinnende stjerner ved turneringen, som sidste år blev vundet af Julian Suri, mens Thorbjørn Olesen blev bedste dansker på en delt 14. plads.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Flemming Astrup, der er promoter på Made in Denmark.