Joachim B. Hansen ligger delt nummer 19 i Portugal Masters, hvor Thomas Bjørn og Lucas Bjerregaard gik ned.

Efter en flot første runde torsdag gik både Thomas Bjørn og Lucas Bjerregaard helt ned fredag i anden runde i Portugal Masters på European Tour.

Til gengæld leverede Joachim B. Hansen en flot runde fredag i tre slag under banens par på 71 slag.

Det rakte til en delt 19.-plads for danskeren, mens både Bjørn og Bjerregaard sammen med Jeff Winther og Søren Kjeldsen ikke klarede cuttet og dermed er ude af turneringen inden weekendens runder.

Både Thomas Bjørn og Lucas Bjerregaard indtog en delt 12.-plads efter første runde i fire slag under par, men Bjørn måtte fredag notere sig seks bogeys og en dobbeltbogey, og det kunne to birdies ikke reparere meget på.

Bjerregaard ramlede ind i tre dobbeltbogeys, to bogeys og to birdies.

En bogey blev det også til for Joachim B. Hansen, men han kunne også sætte fire birdies ind på kontoen.

Turneringen føres af engelske Oliver Fisher, der er syv slag bedre end danskeren.

Videre i turneringen er også Nicolai Højgaard i samlet to slag under par.

Turneringen har en samlet præmiesum på 1,5 millioner euro svarende til godt 11 millioner kroner. Vinderen får 250.000 euro, hvilket svarer til små 1,9 millioner kroner.

/ritzau/