Syv år efter han senest spillede Ryder Cup, gør Tiger Woods i weekenden comeback på USA's hold i den prestigefyldte og traditionsrige match mod Europa.

Men selvom det 42-årige golfikon de seneste år har været viklet ind i en lang række skandaler, blev han på et velbesøgt pressemøde i Frankrig forud ikke desto mindre hyldet af Europa-holdets danske kaptajn Thomas Bjørn.

»Det er ikke sådan, at vi frygter Tiger, men han gør så meget for golfspillet. Da jeg i weekenden så ham vinde en PGA-turnering for første gang i fem år (Tour Championship i Atlanta, red.) syntes jeg, det var brillant, og når han vinder turneringer, er det noget sporten og vi alle nyder godt af,« sagde Thomas Bjørn blandt andet.

29. maj i fjor var der ellers ikke mange, der troede, at Tiger Woods igen ville blive en magtfaktor i international golfsport.

Sådan så Tiger Woods ud ved anholdelsen 29. maj 2017. 
Sådan så Tiger Woods ud ved anholdelsen 29. maj 2017.  Foto: HANDOUT
Vis mere

For det første lå han efter at have gennemgået fire rygoperationer blot nummer 860 på verdensranglisten og for det andet blev han netop denne dag anholdt i Jupiter, Florida.

Således berettede nyhedsbureauet AP, at Tiger Woods havde kørt bil i påvirket tilstand, og at han var så omtåget, at han måtte opgive at forsøge at gå gå lige langs en stribe på vejbanen.

Historien blev afsluttet fem måneder senere, da Tiger Woods erklærede sig skyldig i det, som amerikanerne kalder 'kørsel under indflydelse', hvorefter han både gik med til at deltage i et rehabiliteringsprogram og udføre 50 timers samfundstjeneste.

Men, men, men...

Sidste års skandale er langt fra den eneste, som Tiger Woods har været impliceret i.

Efter han i perioden 1997 til 2008 havde vundet ikke færre end 14 Major-turneringer, begyndte nedturen året efter, da han 25. november 2009 i en historie i The National Enquirer blev anklaget for at have en affære med natklubværtinden Rachel Uchitel.

I første omgang blev historien bemærket, men ikke taget speciel seriøst, da det amerikanske sladderblad er kendt for at have en lemfældig omgang til sandheden.

Til gengæld kunne Tiger Woods ikke bortforklare, at han to dage senere midt om natten bragede ind i en brandhane og naboens træ.

Tiger Woods og Elin Nordegren blev skilt i august 2010.
Tiger Woods og Elin Nordegren blev skilt i august 2010. Foto: HANS DERYK
Vis mere

Hans daværende kone, Elin Nordegren, havde angiveligt revet ham i ansigtet kort tid forinden, og så var Woods kørt afsted.

Herefter var Tiger Woods på det nærmeste jaget vildt af medierne.

Blandt andet fulgte US Weekly Magazine op med en forsidehistorie om en cocktail-servitrice, der hævdede at han have haft et forhold til Tiger Woods i knap tre år.

Jaimee Grubbs påstod, at have 300 tekstbeskeder liggende på sin mobiltelefon som bevis, og hun sagde, at hun mødte den amerikanske golfspiller første gang ved Major-turneringen US Masters i 2007 to måneder før Elin Nordegren fødte parrets første barn.

Forsiden af US Weekly Magazine i december 2009. 
Forsiden af US Weekly Magazine i december 2009.  Foto: US WEEKLY / HANDOUT
Vis mere

Der gik ikke mange timer fra US Weekly ramte hylderne, til Tiger Woods gik til bekendelse ved at lægge denne undskyldning ud på sin hjemmeside:

»Jeg har ikke været tro mod mine værdier og den behandling, som min familie fortjener. Jeg er ikke uden fejl og langt fra perfekt.«

Skandalen sluttede dog langt fra her.

Rent faktisk voksede den sig endnu større, da der begyndte at florere rygter om, at Tiger Woods havde haft sex med pornostjerner. Blandt andet hævdede en kvinde, at Tiger Woods havde betalt 350.000 kroner for seks ' betal-for-sex'-dates.

Så havde Tiger Woods fået nok, og han besluttede at tage en pause fra professionel golf.

»Jeg vil fokusere mine kræfter på at være en bedre ægtemand, far og person,« forklarede han.

Imidlertid var hans sponsorer - blandt andre Gatorade, Gillette og AT&T -  ligeglade med, at det var gået op for Tiger Woods, at han i den grad havde dummet sig. Således annullerede de aftaler på flere hundrede millioner US-dollars.

Trods forsøg på at glemme fortiden stod ægteskabet med Elin Nordegren ikke til at redde. Parret blev skilt i 2010, hvorefter Tiger Woods i et forlig betalte hende 100 mio. US-dollars. Måske var det ikke så underligt, at den tidligere verdensetters karriere herfra tog et drastisk fald. I hvert fald vandt han ikke en eneste turnering i hverken 2011 eller 2012.

I 2013 så det dog endelig ud til, at Tiger Woods var tilbage på sporet, da han vandt fem turneringer, men hans krop slidt, og i 2014 blev han endnu engang rygopereret. Det resulterede i et fald på verdensranglisten, hvor han for første gang siden 1996 ikke befandt sig i top-100.

Men nu er Tiger Woods - mod alle odds - tilbage, og på den senest opdaterede verdensrangliste ligger han nummer 13. Imponerende når man tænker på, at han ved årets begyndelse var placeret som nummer 656.

Mens Thomas Bjørn har vundet Ryder Cup alle tre gange, han stillede op som spiller, har Tiger Woods i sine syv tidligere deltagelser kun vundet en enkelt gang.