Lucas Bjerregaard vandt onsdag Den Gyldne Golfbold, og han var glad for at kunne give checken videre.

Brøndby. For anden gang i karrieren fik golfspilleren Lucas Bjerregaard overrakt Den Gyldne Golfbold, men for første gang skulle han ikke dele den med et hold.

- Prisen betyder meget. Det er et fantastisk skulderklap, og der er nogle fantastiske navne, der har vundet før mig. Det er fedt at få mit navn derop ved siden af. Jeg er meget beæret, siger den 26-årige golfspiller.

- Det var også rigtig sjovt, da vi fik den som hold, men det her er lidt anderledes, for det er min egen præstation.

Med hæderen fulgte en check på 20.000 kroner fra Made in Denmark og Dansk Golf Union, som skulle gives til et juniorprojekt, og her var Bjerregaard ikke i tvivl om, hvem der skulle have glæde af pengene.

Hans egen barndomsklub, Frederikshavn Golf Klub, skulle have noget tilbage.

- Det er det bedste ved at få denne her pris. Jeg har brugt utallige timer i Frederikshavn Golf Klub på at stå og træne, og jeg altid har fået en kæmpe støtte, siger Lucas Bjerregaard.

- Så at kunne give de her penge videre til juniorafdelingen, så det kan hjælpe nogle, som måske har samme drøm, som jeg havde dengang jeg var 10-12 år gammel, så de kan komme ud til nogle turneringer og få nogle af de ting, de har brug for, det føles rigtig godt.

Lucas Bjerregaard vandt prisen for sin sæson, hvor han både fik sin første European Tour-sejr i Portugal Masters samt vandt den uofficielle holdturnering GolfSixes sammen med Thorbjørn Olesen.

/ritzau/