Jeff Winther spillede uden den store risiko i vinden og endte på 18.-pladsen i Made in Denmark.

Golfspilleren Jeff Winther leverede det bedste danske resultat i Himmerland med en 18.-plads i Made in Denmark.

Den 31-årige dansker var ni slag efter vinderen, østrigeren Bernd Wiesberger.

I blæst og regnvejr havde Winther gennem hele ugen succes med at spille forsigtigt og undgå at komme ud i banens rough-områder. Danskeren føler sig alligevel langt fra sejren.

- Det føltes okay, men det var ikke sådan, at jeg var på toppen af verden, så jeg bare kunne knalde drivere afsted og være tæt på hullet.

- Den vind, der har været, kan pille al golf fuldstændig ud af en, så jeg har forsøgt at holde mig til det, jeg kunne, og det har båret frugt, siger Jeff Winther.

Planen var at holde bolden midt på banerne uden at tage de store chancer med en indre tro på, at han nok skulle putte nogle birdies.

Søndag lykkedes det ham at sænke seks birdies, og med en enkelt bogey landede hans scorekort for sidste runde i 66 slag - fem under banens par.

- Mit korte spil har ikke været helt godt de sidste par år, men jeg føler, at jeg er kommet godt efter det. I dag var jeg god, og når det lignede en bogey, så reddede jeg den.

- Det er det, der ændrer det hele, siger han.

Jeff Winthers hidtil bedste placering var en 21.-plads i 2016. Den udløste en præmiecheck på 21.360 euro svarende til 160.000 kroner. I år rejser han hjem med cirka 100.000 kroner mere.

Martin Simonsen må nøjes med en del mindre, selv om han var bedste dansker med en 11.-plads før weekendens to finalerunder.

Nordjyden endte helt nede som nummer 66, men afviser, at han bukkede under for presset.

- Udefra set vil man nok sige, at det påvirkede mig. Men det gjorde det ikke. Absolut ikke, siger han.

Martin Simonsen synes ikke, der var den store forskel på hans runder fredag i forhold til lørdag, selv om han blev noteret for 68 slag den ene dag og 74 den næste.

- Lørdag spillede jeg virkelig solidt, og runden var næsten identisk med fredag, men der var seks slags forskel. Det er forskellen på at putte okay og dårligt, forklarer han.

Søndagens runde ramlede med hans egne ord sammen, da han brugte 77 slag - seks slag over par - på at kæmpe sig igennem de 18 huller.

Det betyder, at Martin Simonsen tjener 45.000 kroner på Made in Denmark-deltagelsen.

I alt 5 af de 16 deltagende danskere klarede cuttet til finalerunderne, hvilket var det lavede i turneringens seksårige historie.

Lasse Jensen endte som nummer 33, Mathias Gladbjerg blev nummer 55, mens Morten Ørum Madsen endte ugen på en 60.-plads.

/ritzau/