Nanna Koerstz Madsen er bedste dansker på verdensranglisten, efter at hun blev nummer to i Australien.

København. Søndag sluttede Nanna Koerstz Madsen som nummer to ved ISPS Handa Women's Australian Open.

Turneringen er en del af den stærke amerikanske LPGA-tour, og hun indkasserede knapt 840.000 kroner for sin andenplads.

Mandag fik den 22-årige danske golfspiller også bonus for sin flotte præstation, da verdensranglisten blev opdateret.

Her har Nanna Koerstz Madsen taget et stort hop på 42 placeringer, så hun nu er nummer 68.

Dermed overhaler hun både Nicole Broch Larsen og Emily Kristine Pedersen og er bedste dansker på listen.

Nicole Broch Larsen falder fire pladser tilbage og er nummer 100 på den nye rangliste.

Emily Kristine Pedersen er røget tre pladser tilbage, så hun nu indtager 104.-pladsen.

/ritzau/