US Open i golf kom forsinket i gang på grund af tåge, og ikke alle spillere nåede at fuldføre runden.

Efter første runde af US Open i golf ligger amerikaneren Russell Henley på førstepladsen i fire slag under par.

Spillet blev standset på grund af mørke, og derfor nåede ikke alle at komme gennem de 18 huller på banen i San Diego i det sydlige Californien, hvor majorturneringen spilles i år.

Deriblandt var sydafrikaneren Louis Oosthuizen, der var fire under par efter 16 huller, da spillet blev indstillet.

Turneringens start torsdag morgen blev udskudt i cirka halvanden time på grund af tæt tåge, og den forsinkelse lykkedes det ikke at indhente, inden dagslyset begyndte at forsvinde.

Italiens tidligere British Open-vinder Francesco Molinari og Spaniens Rafa Cabrera Bello er begge et slag efter den førende Henley.

Veteranen Phil Mickelson, der for få uger siden i en alder af 50 år blev den ældste vinder af en majorturnering med sejr i PGA Championship, fik en skidt start, da han brugte fire slag over banens par på 71.

US Open er den eneste majorturnering, som Mickelson mangler i sin titelsamling.

Ingen danskere deltager i turneringen, der er årets tredje golfmajor.

/ritzau/Reuters