Golfstjernen Tiger Woods jagter sin 15. majorsejr, når han torsdag tager hul på 2019-udgaven af US Masters.

Golfikonet Tiger Woods tror på en samlet sejr på Augusta National Golf Clubs legendariske bane, når 2019-udgaven af majorturneringen US Masters løber af stablen fra torsdag.

- Jeg føler, at jeg har forbedret mig meget over de seneste 12-14 måneder.

- Jeg ved, at jeg kan spille på denne golfbane. Jeg har haft succes her, siger Woods ifølge nyhedsbureauerne AP og AFP.

Det er 14 år siden, at amerikaneren har vundet US Masters, som han i alt har vundet fire gange.

Det er 11 år siden, han vandt den seneste af sine i alt 14 majorsejre.

- Efter at jeg vandt min 14. (majortitel, red.) følte jeg, at der stadig var mange majortitler, jeg kunne vinde, men uheldigvis har jeg ikke gjort det.

- Forhåbentlig kan jeg i år give mig selv chancen for at være med fremme, når det skal afgøres, og forhåbentlig kan jeg vinde, siger Woods.

De seneste år har Woods' karriere været truet af vedvarende smerter i ryggen, hvilket har krævet hele fire operationer.

I januar sidste år gjorde han comeback efter syv måneders pause, og i september vandt han sin turneringssejr nummer 80 i karrieren på PGA Touren.

Da var det fem år siden, han senest havde vundet en turneringssejr.

Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen gør Woods selskab i de kommende dage.

Thorbjørn Olesen har to gange tidligere deltaget i US Masters. Det var i 2013 og 2014, hvor det henholdsvis blev til en delt sjetteplads og en delt 44.-plads.

Lucas Bjerregaard får sin debut, når 2019-udgaven spilles fra torsdag til søndag.

/ritzau/