Året er 1994, og West Ham spiller sommerkamp mod Oxford City som optakt til den forestående sæson. På det intime stadion er Steve Davies mødt frem for at se kampen med sine venner, der ligesom Davies er store fans af Londonklubben.

Kort inde i anden halvleg af sommerkampen må angriber Lee Chapman udgå med en skade, og da West Ham ikke har taget flere spillere med til kampen, må de spille med 10 mand. Pludselig skifter Redknapp en ukendt, angiveligt bulgarsk angriber på banen, der overrasker med sine evner med bolden.

I det 71. minut modtager den ukendte angriber bolden i det lille felt, og banker den op i det øverste hjørne bag en sagesløs målmand. Desværre for angriberen bliver målet efterfølgende annulleret. Men hvem var denne ukendte bulgarer?

I sin biografi beskriver den daværende West Ham-træner, Harry Redknapp, kampen, hvor en gruppe højrøstede fans havde taget plads ved siden af udskiftningsbænken. Blandt gruppen af fans var Steve Davies, der med en øl i hånden skældte og smældte på spillerne - og især Chapman. Så meget, at Redknapp vendte sig om mod Davies.

»Tror du, at du ville kunne gøre det bedre end Chapman,« skulle Redknapp have spurgt, og Davies var hurtig til at svare ja. Omgående blev Davies sendt i omklædningsrummet, og efterfølgende sendt på banen. Davies blev sågar præsenteret af stadionspeakeren som 'Tittyshev', som Redknapp drillende havde døbt Davies.

Det var en drøm der gik i opfyldelse for Davies, også selvom målet faktisk blev annulleret. Og i biografien fortæller Davies, at der ikke var nogen, der troede på ham, når han fortalte historien på pubben efter kampen. Det var først, da The Sun bragte historien et par dage efter, at Davies’ kunne overbevise sine venner om, at han altså havde scoret et mål for West Ham.

Det er i Redknapps nye forord til sin biografi fra 2013, at man kan læse detaljerne om Steve Davies’ kuriøse indskiftning, og Redknapp afslutter forordet i biografien med at proklamere: »Steve, du VAR bedre end Chapman!«

Harry Redknapp (tv.) blev i 2013 genforenet med Steve Davies (th.) på BBC-programmet 'The One Show'.
Harry Redknapp (tv.) blev i 2013 genforenet med Steve Davies (th.) på BBC-programmet 'The One Show'. Foto: bbc.com
Vis mere