Det er kun en uge siden, at det blev meldt ud, at Dak Wichangoen stopper som dommer i det populære madprogram 'Masterchef'.

Nu vender hun alligevel tilbage. For en stund.

For hun skal være dommer i den årlige specialudgave af programmet, 'Masterchef Jul' – og det skal hun være sammen med en anden tidligere, mangeårig dommer: Thomas Castberg.

»Jeg er utrolig glad for at være tilbage i 'Masterchef Jul',« siger Dak Wichangoen i en pressemeddelelse:

»Og især sammen med Castberg. Hvis man skal runde sin 'Masterchef'-rejse ordentligt af, så findes der vist ikke en bedre makker end mr. Masterchef himself.«

Dommerparret skal stå i spidsen for i alt fire programmer, hvor kendte mennesker laver julemad. Samtidig bliver der samlet ind til Børnecancerfonden.

Thomas Castberg har tidligere været 'Masterchef'-dommer. Foto: Viaplay

Thomas Castberg, der stoppede som 'Masterchef'-dommer i 2024 efter 13 år, siger:

»Jeg var ikke et sekund i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at vende tilbage. 'Masterchef' har været en kæmpe del af mit liv i 13 år, og jeg har elsket både formatet og de mennesker, jeg har fået lov at arbejde sammen med,« siger han:

»Derfor betyder det også noget helt særligt at få lov til at sætte punktum for den rejse og æra, som det har været.«

Det er ikke bare Dak Wichangoen, der er stoppet som Masterchef-dommer efter den seneste sæson. Det blev også et farvel til Jesper Koch og Jakob Mielcke. HER kan du læse, hvad de skal lave nu.

Nye dommere i madprogrammet bliver Bo Bech og Eric Kragh Vildgaard.